Lige efter min ankomst med færgen den 20/9 til Rønne har jeg en aftale med Dorte Langemark fra Danmarks Radio P4 Bornholm! Jeg skal fortælle Bornholmerne alt om det kommende tyske valg! Og det er live!
Gode gamle (åhr nej, hun er jo egentlig ret ny) Hammershus ankommer kl. 6 – som hun plejer. Det er en kølig morgen med havgus i Rønnes gader. Jeg skal lige have et rundstykke og en kop varm kaffe fra Jensens bageri, inden jeg fortsætter rejsen gennem tågede Almindingen mod Svaneke.

I Svanekes smukke havn titter solen frem, og det ser ud som om vi får en fin sensommerdag her på øen. OK. Jeg parkerer bilen og går rund om skolen, og da står hun med sit udstyr. Nu bliver jeg alligevel lidt nervøs!
Her på Bornholm bor der jo 354 tyskere med stemmeret – og så ligger Bornholm jo heller ikke særligt langt væk fra Tyskland. Der er altså interesse for det tyske valg, især i dette år, hvor en lang periode med Angela Merkel på kanslerstolen slutter. Dorte vil vide alt muligt om Mutti Merkels afløsere, om valgets betydning for Bornholm og om den grønne omstilling i Tyskland. Og så svarer jeg så godt jeg kan…
Heldigvis var det jo live og ligger ikke længere i DR’s arkiv 😉. Men det er dog utroligt hvor mange kolleger (og elever!) lytter til P4!